Der har i de store byer været udstillinger, foredrag og forestillinger, der skal give billeder af asiatisk kultur og livsform, der på mange måder er radikalt anderledes end vores egen. Der er dog også i Vesten stor interesse for asiatisk kultur og filosofi, formentlig på baggrund af vores egne på mange måde fejlslagne forsøg på at skabe det gode liv, hvor penge og ting ikke er det vigtigste.
På sundhedsområdet er der også meget at hente, ikke mindst i den kinesiske akupunktur, som flere og flere læger og andre benytter sig af med stort held.
Sundhedsopfattelsen i øst og vest
I vores del af verden opfattes sundhed som fravær af sygdom, og vores sundhedsvæsen er snarere et sygdomsbehandlingsvæsen. I begyndelsen af vores tidsregning blev sygdom i Europa ofte opfattet som Guds straf, og de vigtigste behandlere var munke, nonner og præster, der udviklede en betydelig viden om både sundhed og sygdom. Man behøver blot at nævne Hildegard von Bingen, Henrik Smid og præsten Niels Michelsen Aalborg, der i 1633 skrev bogen "Om sundheden ved lige at holde".
For omkring 350 år siden udviklede Newton og hans samtidige, blandt andet Descartes, den moderne naturvidenskabelige model og dualismen, hvor sjæl og sind blev skilt fra, og mennesket blev opfattet som en maskine. Mennesket blev delt op i organer, og helheden blev tabt af syne. Lægen blev mere og mere en mekaniker, der skulle sørge for smøring og olieskift og i vor tid også kan sætte reservedele ind i kroppen. Erfaringen, der ofte har tusindårige rødder, er blevet sat til side for lægevidenskabelig forskning, der desværre ofte er mere skab end viden.
Det har givet grobund for alternativer til den konventionelle lægelige behandling, så der nu findes en mængde forskellige former for alternativ behandling, naturmedicin og en række virksomme kosttilskud. Hvor det officielle danske sundhedsvæsen er domineret af sofistikerede, meget dyre undersøgelsesformer, syntetiske kemiske forbindelser, oftest med meget kraftig virkning, strålebehandling og til tider meget voldsomme kirurgiske indgreb, bruger man i den alternative verden naturens kræfter og naturlige måder at hjælpe folk på.
Der er heldigvis ved at komme en tilnærmelse mellem konventionel medicin og alternativ medicin, under overskrifter som integreret medicn eller komplementær medicin.
Hippokrates
Det er ganske interessant, at det, som i dag kaldes alternativt og helhedsmedicin, var grundlaget for "lægekunsten", som først og fremmest Hippokrates grundlagde i Europa, men som man også kan finde i fx den indiske ayurveda og i arabisk medicin.
Hippokrates gik ind for forebyggelse gennem mådehold og en sund levevis og mente, at hvis folk blev syge, så var det på grund af en eller anden ubalance i systemet med fysisk eller psykisk baggrund. Han mente, at lægekunstens opgave først og fremmest var at hjælpe naturen, da det er naturen selv, der er det vigtigste middel til helbredelse. Lægen er blot en medhjælper. Det er mennesket og ikke sygdommen, der skal behandles, og lægen må derfor skaffe sig indsigt i patientens hele liv, til den syges vaner, arbejde, livsforhold, måde at tænke og leve på.
Lægen skal undersøge hele mennesket, ikke blot dets organer eller legemsdele. Sammen med symptomerne var det grundlaget for en diagnose og for den behandling, der skulle gives. Medicin var for Hippokrates kun støtte for anden behandling og ikke hovedmidlet. Og kirurgi skulle kun anvendes i yderste nød og kun, hvis alt andet ikke hjalp, da det var at øve vold mod naturen.
Hippokrates betragtede altså sygdom som en ubalance i det enkelte menneske, og det var lægens opgave at hjælpe med at genskabe den rette balance og at anskue mennesket som en helhed. Hippokrates betragtede symptomerne som et sammenhængende tegnsystem, som det for behandleren gælder om at tolke rigtigt, ud fra sit kendskab til den pågældende patient og dennes livsform og livsanskuelser. Symptomerne kan have forskellig betydning fra den ene patient til den anden.
Akupunktur
Der er ikke langt fra Hippokrates opfattelse til grundlaget for akupunkturen, hvor det grundlæggende er en indgående samtale, en grundig observation og undersøgelse af hele personen og en god og grundig vejledning med henblik på sund levevis for krop, sind og sjæl, eventuelt suppleret med urter. Og til sidst med akupunktur, hvis det andet ikke virker.
Hippokrates sagde også: Først ordet, så urten, og til sidst kniven, hvis det ikke kan undgås. Desværre er der både læger og alternative behandlere, der springer det meste af det første over og går direkte i kødet på folk med akutryk og akupunktur. Det er det, som kineserne kalder en "lille arbejder".
Akupunktur har ifølge folkelig overlevering omkring 6-10.000 år bag sig. Da levede der i Kina et "lysfolk", som af en eller anden grund besluttede sig til at forsvinde, efter overleveringen ud i rummet. Det eneste, de efterlod sig, var viden om akupunktur som helbredende middel. Andre overleveringer fortæller dog om, at tryk med skarpe sten mod nogle punkter kunne dæmpe smerter og helbrede sygdom.
For cirka 3.000 år siden kom "Den gule kejsers lærebog i medicin" på baggrund af kejser Huang Ti's optegnelser om sundhed og helbredelsesmetoder, som han indsamlede mange år tidligere.
I lærebogen er der en nøje lokalisering af akupunkturpunkter, som man nu på videnskabeligt grundlag kan vise er svarende til den gule kejsers beskrivelse.
Foruden en nøje udspørgen vil en akupunkturlæge nøje observere sin patient for en masse tegn, der sammen med for eksempel pulstagning med tre fingre og inspektion af tungen er grundlaget for diagnosen. Alene pulstagningen er et studie i sig selv og kan føre til diagnosen, men den suppleres som nævnt med en masse tegn fra resten af personen.
Energimedicin
Akupunktur er energimedicin og baseret på den årtusindgamle viden om, at livsenergien cirkulerer rundt i kroppen langs en række meridianer. Er der for lidt eller for megen energi et sted, opstår der en ubalance og dermed symptomer eller sygdom. Kunsten er på en række måder at få energien til at cirkulere frit igen.
Da vi mennesker er meget forskellige, er det også forskelligt, hvad der skal til for at genskabe balancen, men fælles for det, der udgør basis for akupunkturbehandlingen, er, at det ikke skader.
Det var også Hippokrates' vigtigste bud til sine elever - for det første ikke skade.
Den nuværende måde at betragte sygdom på fungerer ikke. Flere og flere bliver syge, også af undersøgelser og behandling. Om få år vil energimedicinen vinde frem, og den nuværende medicin og kirurgi blive opfattet som sort middelalder. Mange nuværende lægemidler vil forsvinde, efter at man har fundet ud af, hvor skadelige de er.
Ernæring og naturlige midler vil gå hånd i hånd med energimedicinen, da utrolig mange sygdomme skyldes dårlig ernæring, dårlig fordøjelse samt mangel på vigtige næringsstoffer. Det kan være, det ender med, at vi overtager den oprindelige kinesiske måde at aflønne lægen på. Lægen fik betaling, så længe man var rask, men blev man syg, holdt betalingen op.
Akupunktur er en meget værdifuld helhedsbehandling, hvor man går efter årsagen og ikke selve sygdommen. At behandle en sygdom eller et symptom, der jo er et budskab, uden tænke over, hvorfor man har fået det, er det samme som at modtage et brev, som man ikke gider at læse, og man vil så uvægerligt rende ind i de samme eller andre problemer igen.
Forfatter:
Læge
Carsten Vagn-Hansen Carsten Vagn-Hansens HjemmesideDISCLAIMER!
Jeg vil gerne
gøre opmærksom på, at jeg ikke er ansat eller på anden måde økonomisk involveret
i nogen form for helsekost-, medicinske eller naturmedicinske virksomheder.
Carsten Vagn-Hansen
Denne side ejes af Bent Jenny Andersen , som er ansvarlig for sidens indhold.
Intet på denne side kan tages som anbefaling af et bestemt produkt,
erstatte et besøg hos din egen læge.
Nordre strandvej 2, Lumsås, 4500 Nykøbing Sjælland.