Send artiklen til en ven.

Vitaminer og mineraler

Af Ernæringsterapeut Marianne Fjordgård fra bogen "Psoriasis - Nej tak!" fra forlaget Klitrose

Det latinske ord for liv er vita, og aminer er små byggesten. Ordet vitaminer står for små livsvigtige byggesten. Vitaminerne har stor betydning for alle kropsfunktioner. De deltager i de biokemiske processer, der omdanner vores kost til energi. Vitaminerne er co-enzymer, der skal tilføres for at få kroppens enzymsystemer til at virke. De aktiverer de kemiske processer, der hele tiden foregår i vores krop.

Vitaminer er livsnødvendige organiske stoffer, som kroppen ikke selv kan producere. Et velfungerende fordøjelsessystem vil dog producere lidt K- og B-vitamin. Men hvor mange mennesker har, i vores del af verden, en effektiv fordøjelse? Sollys på huden er med til at producere forstadiet til D-vitamin. Hvor mange er udenfor i mindst en halv time hver dag, uanset vejret? Hvad med alle de andre?

Disse livsnødvendige stoffer skal derfor tilføres gennem kosten eller fra tilskud. Det er ikke nok med et enkelt vitamin, da de har hver deres funktioner, og de kan derfor ikke erstatte hinanden. Nogle gange forstærker de også hinandens funktion, de har synergistisk virkning. Det har f.eks. A- og E-vitamin, og alle B-vitaminerne samarbejder med C-vitamin.

Vitaminerne kan opdeles i vandopløselige og fedtopløselige.
De vandopløselige vitaminer er ikke så lette at overdosere, da et eventuelt overskud udskilles gennem urinen. Vi tisser dem ud. Der er ofte meget langt fra de anbefalede daglige tilførsler til de optimalt daglige tilførsler. De vandopløselige vitaminer er B- og C-vitamin. Da kroppen ikke oplagrer de vandopløselige vitaminer, skal de indtages dagligt, gerne fordelt på flere måltider.

De fedtopløselige vitaminer skal, for at blive optaget, tages sammen med et fedtholdigt måltid og kræver en effektivt fungerende fedtfordøjelse. Hvis der indtages større doser, end der er behov for, vil overskuddet lagres i fedtvæv og lever og gemmes til senere. Risikoen for overdosering og forgiftning er derfor meget større. Derfor skal man være meget mere forsigtig med høje doseringer af de fedtopløselige vitaminer: A-, D-, E- og K-vitamin.

Mineraler og sporstoffer er uorganiske grundstoffer, som er lige så gamle som jordkloden. De cirkulerer rundt i naturens kredsløb. Grundstofferne, der optages fra jorden af planternes rødder, danner sammen med vand og solens lys de processer, som planten og dens nye afkom har brug for.

Dyr eller mennesker spiser planterne og grundstofferne optages i kroppen. Her indgår de i alle kroppens kemiske processer sammen med vitaminerne - fordøjelse, stofskifte, hormoner, muskler, kredsløb, åndedræt m.m. Dyrene dør, bliver til ny jord og frigiver hermed de uorganiske mineraler og sporstoffer. Hvis mennesket spiser dyrene, indgår disse byggematerialer i menneskets livsprocesser.

Når vi dør, bliver grundstofferne igen afgivet til naturens kredsløb. Mineraler og sporstoffer forgår aldrig. Det er en utrolig tanke, at de byggesten, vi alle går rundt med i kroppen, er over 5 milliarder år gamle. Hvis vi mangler bare et saltkorn af nogle mineraler eller sporstoffer, vil vi ikke kunne fungere optimalt. Sporstofferne er også mineraler, de findes bare i kroppen i meget mindre mængder.

Mineralerne hænger sammen i et meget fint netværk. Tilfører man kun et af dem, påvirkes nogle af de andre. Nogle hæmmer hinandens optagelse. De er konkurrenter, det kaldes for antagonister. Zink og kobber skal indgå i kroppen i en hårfin balance. Fås der for meget af den ene, skubbes den anden ud.

Svinefoder tilsættes kobber, for at undgå at grisene ikke får infektioner. Gylle er meget kobberholdig. Markerne tilføres gylle, og derfor kommer der et ubalanceret forhold mellem zink og kobber i afgrøderne. Jordbunden er i vores del af verden i forvejen fattig på zink. Måske er det en af forklaringerne på, hvorfor rigtigt mange er i underskud med zink.

En anden ubalance, jeg som ernæringsterapeut ofte støder på, er et skævt forhold mellem kalk og magnesium. Mange kvinder tager tilskud af kalk for at nedsætte risikoen for knogleskørhed. Forbruget af mælk, mælkeprodukter og ost tilfører yderligere kalk. De magnesium-holdige grønne grøntsager og grove kornprodukter er ikke det, vi spiser mest af. Derfor er rigtigt mange i underskud med magnesium og får symptomer herpå. Kalktilskud skal altid afbalanceres i forhold til magnesium.

Mange mineraler spærrer desuden for kroppens optagelse af de skadelige tungmetaller. Selen hindrer kviksølv i at blive optaget, tilstrækkeligt zink hindrer kadmiumforgiftning og magnesium er antagonist til aluminium. Det er endnu en grund til at sørge for at tilføre kroppen tilstrækkeligt med mineraler. Mineraltilskud skal dog afbalanceres, fordi også mineraler og sporstoffer er skadelige i for store mængder. Selv om 3 gulerødder er sunde, er der ingen der siger at 30 gulerødder om dagen er 10 gange så sundt.

De anbefalede daglige tilførsler af vitaminer og mineraler er vejledninger for dagligt indtag af vitaminer og mineraler. Disse anbefalinger er beregnet ud fra det behov et menneske, der spiser sund og varieret, har. Dette utopiske menneske, der ikke har sygdomme, ikke lever forurenet, stresset, tager medicin eller har et for stort forbrug af stimulanser, kan være utroligt svært at finde i vores del af verden. Derudover viser kostundersøgelser, at kun 1 ud af 20 får dækket det anbefalede behov gennem deres kost.

De anbefalede doseringer vil for dette menneske nedsætte risikoen for at få natteblindhed, beri-beri, pellagra og skørbug pga. mangel på A-, B-, og C-vitaminer. Da nutidens mennesker også ønsker at nedsætte risikoen for livsstilssygdomme, giver det begrundelsen for hvorfor vi bliver nød til at indtage optimalt daglige tilførsler af vitaminer og mineraler.

Da mange vitaminer og mineraler virker synergistisk - de samarbejder og forstærker hinandens funktioner - giver det en meget større effekt, når de samvirkende vitaminer og mineraler også tilføres. Det er forklaringen på, hvorfor videnskabelige afprøvninger med enkelt vitaminer eller mineraler ikke altid viser den ønskede effekt. Tilskud af store doser enkelt vitaminer eller mineraler kan nogen gange gøre mere skade end gavn.

En ernæringsterapeutisk handlingsplan vil altid tage hensyn til de samvirkende faktorer. Hermed sikrer vi os, at kroppen optager tilførslen, og at de samvirkende faktorer forstærker virkningen uden at gøre skade. Det er heller ikke lige meget, på hvilket tidspunkt de forskellige tilskud indtages. Nogle vitaminer og mineraler optages bedst om morgenen, andre bedst om aftenen.
Marianne Fjordgård
Åhavevej 44
7200 Grindsted
Tlf: 75310123

Forfatterens Hjemmeside

www.dsgnet.dk DesignGruppen, DSG Nordre strandvej 2, Lumsås, 4500 Nykøbing Sjælland.
Telefon 5932 1074, Telefax 5931 1072, Email: oaa@designgroup.dk